Midsommertale fra Forsamlingshuset 

Til Forsamlingshuset d. 19. juni 2024 havde huskunstner Sigrid Johannesen skrevet en brændende båltale, fremført af skuespiller Mette Klakstein. Vi bringer her talen i sin fulde længde:

Kære venner – kære nutidige og fremtidige Aarhusianske teatergængere, kære jer, der sidder der med fyldte maver, ansigtet lagt i passende rynkefjæsminer, forventningsfulde øjne. 

Hej med jer. Har I det godt? 

Inden jeg begynder, vil jeg gerne indrømme noget: Det jeg om lidt vil fortælle jer, er i bedste fald en løgn, (en fiktion, en fabel) – og i værste fald en ekstremt upræcis historisk gengivelse.

Jeg vil tale til jer fra året sekstenhundrede-fireogtyve.

I Danmark, i år 1624, ved vi, at vi nærmer os de sidste tider. Man kan mærke det i luften, når man går gennem byerne. Se det i ansigternes folder der graves dybere, pengene der holdes tættere til kroppen. På det her tidspunkt – i dag for 400 år siden - konkluderer man, at den guddommelige tålmodighed er sluppet op, der er tydelige tegn: Krige bryder ud, naturkatastrofer, epidemier. Den trykte presse er lige blevet opfundet – den har sat gang i en ny form for mere effektiv og global informationsstrøm.

Verden er blevet større.Man kan ikke længere begrænse sit nyhedsbillede til hist-hvor-vejen-slår-en-bugt, nu vælter nyhederne ind fra resten af Europa.Og det er - overvældende.

På gaderne hvisker man, at vi må se realiteterne i øjnene: Det er tid til at forberede sig. Vi må styrke nationens forsvar, borgernes sikkerhed. Og som ydre, udefinerbare fjender vokser frem, samler man sig mod en fælles, indre fjende.

Man samler sig mod HEKSEN. Selvfølgelig.
Heksen som underminerer samfundet. Heksen som opererer efter logikker, man ikke forstår, afviser enhver idé om vores fælles sandheder. Heksen der tillader sig at eksistere i en helt alternativ virkelighed end alle os andre. Og i sekstenhundredefireogtyve brænder man derfor heksen på bålet.

Lad mig male et billede for jer.

Forestil jer en sommeraften i juni. I står på et torv et sted i Danmark. Fuglene synger.Nogen har samlet brænde til et stort bål og tændt det. I kan høre flammerne, der suger dugfugten ud af træet - smældet idet varmen trænger ind, det lille pop, et knitrende lydtæppe i skumringen.

Ilden der har vokset sig stor.
En kvinde i bare tæer. Nogen tager fat om hendes arme, presser hende frem mod bålet.

Forestil jer følelsen af de bare tæer, der træder op på det glohede brænde. Den kogende luft, inden fodsålen rammer - så varmt at det næsten føles koldt. Og så starter det. Først sprækker huden. Så begynder blodet at koge. Og lyden af skrig. Lyden af en kvinde, der skriger, indtil hun ikke kan skrige mere. Indtil kødet er smeltet, kraniet er blottet. Indtil den søde duft af brændt menneskekød har spredt sig på torvet til befolkningens skræk og advarsel.

Det mærkelige er, at når jeg forestiller mig det, så er det mig, der er heksen.

Og det passer. Det er jeg sikker på. Jeg kan mærke det.  

For det man ikke havde forstået – det ingen havde forstået – var, at det ikke hjalp at brænde heksen på bålet. Man havde glemt historiens møllehjuls evige kværnen, hvordan vi gennemlever de samme bevægelser igen og igen og igen, den samme angst der maler knogler til grus: klima, krige, katastrofer i evig dans op gennem historien. 

Så et par gange hvert hundrede år sker det: Heksen dukker op på ny. I krisetider. Som en slags beholder for alt det ondskabsfulde, alt det løgnagtige, alt det umoralske. Alt det, man ikke kan stole på – det som undergraver den verden, de systemer, det samfundssind, man har brugt så mange år på at bygge op. En figur, der står i modsætning til de fælles, gode, demokratiske værdier.

Måske kan I ikke altid genkende mig. Heksen.
Måske ligner jeg russiske trolde der undergraver valg, vrede unge mænd i Grimhøjmoskéen, den radikale klimabevægelse, terrorister fra Hamas, flygtninge der vælter ind over grænserne, israelske bosættere, europæiske højrenationalister

-Måske ligner jeg en katastrofe, der snart vil ramme. Men det er ikke mig, der er katastrofen. Katastrofen begyndte længe før, jeg kom til.
Og når I først ser (det onde i) mig – - når først heksejagten er startet blandt jer. Når først det ikke er dem med magt, dem med penge, dem med positioner, der anklages, men heksen der brændes på bålet. Når først fløjene er trukket op, tiden for ambivalens og tvivl er forbi - så står I allerede midt i katastrofen.

Så når I på søndag tænder bål over hele landet, faktisk over hele Nordeuropa, så husk på, at i 1624, gjorde I det for at holde de onde ånder, heksene, troldene, udyrene væk.

Men vi forsvandt aldrig - alle os der jagtes som hekse.

Lige nu er vi flere end nogensinde før. Og hvis I gør jer umage, kan I se os i flammerne. Se, at vi skriger.

Vi skriger, fordi vi på forhånd er dømt ude, samtalen er forstummet
Fordi ordene går tabt mellem os
Fordi vi ikke har tid, eller vi er for stressede, eller der er så mange informationer hele tiden, og jeg ved ikke længere, hvem jeg tør stole på
Fordi det er nemmere at være i en verden, hvor vi ved, hvad der er rigtigt og forkert
Vi skriger, fordi der kun er skriget tilbage
Så vi skriger
Vi skriger

Vi skriger i håbet om, at I måske en dag vil kunne høre os

Tusind tak jeres tid og rigtig god aften 😀