Force Majeure 

Artikel fra Iscene.dk af Jens Østergaard 

Interview med instruktør Anastasia Nørlund og skuespiller Kjartan Hansen

Hvad er manden, hvis han ikke er en helt? Hvem er han, hvis han ikke kan beskytte sin egen familie? Og hvad sker der, når han fuldstændigt afviser at se sine egne fejl i øjnene? Det er de centrale spørgsmål i den sorte komedie Force Majeure. ISCENE har talt med instruktør Anastasia Nørlund og skuespiller Kjartan Hansen om, hvad stykket kan fortælle os om den moderne mand.

Da en lavine truer med at ramme hans familie under en skiferie, griber familiefaren Tomas sin telefon og stikker af. Bagefter nægter han hårdnakket at erkende, at han lod sine børn og sin kone i stikken. Det er den enkle præmis i Ruben Östlunds kultfilm Force Majeure, der i denne uge sættes op som teaterstykke på Aarhus Teater.

Det er en sort komedie og et familiedrama, der scene efter scene piller den moderne mand fra hinanden, og i sidste ende afslører ubekvemme sandheder om ikke kun manderollen, men om familien og de relationer, vi har til hinanden.

Når familiens forestillinger brister

Instruktør Anastasia Nørlund står i spidsen for iscenesættelsen i Aarhus, og hun var skeptisk, da hun for halvandet år siden blev tilbudt opgaven.

”Allerførst tænkte jeg, at det måske ikke var så god en idé – mest fordi filmen er så god, og hvorfor skulle man nu lave den til teater? Jeg havde brug for at forstå, hvad fortællingen ville kunne på en scene, og mærke i mig selv, hvorfor jeg skulle arbejde med den.”

Interessen blev for alvor vakt, da hun læste manuskriptet, der i teaterversionen er skrevet af den engelske dramatiker Tim Price.

”Selvom fortællingen jo foregår på et skisportssted i alperne, er det dybest set et kammerspil. Et ægteskabsdrama eller et familiedrama – et eksistentielt alpindrama måske, men ikke desto mindre en fortælling, der sagtens kan udspille sig på en scene i et lukket rum. Historien handler om nære relationer, selvbilleder og selvbedrag. Hvordan ser vi på hinanden? Hvordan ser vi os selv? Hvordan vil vi gerne fremstå? Jeg synes, det var spændende at forestille mig den fortælling udspille sig for øjnene af et levende publikum; et publikum, der er til stede, når katastroferne rammer, og når karakterernes forestillinger brister.”

At finde sin egen stemme

Anastasia Nørlund har set Ruben Östlunds film flere gange, og hun så den endnu engang, da hun fik opgaven som instruktør på iscenesættelsen. Men efter gensynet har hun forsøgt at fjerne sig fra Ruben Östlunds værk for at finde sin egen stemme, siger hun:

”Det har været vigtigt for mig at undersøge teksten frit sammen med holdet, skabe vores eget udtryk og drage vores egne konklusioner. Vi spørger hele tiden os selv og hinanden, hvad karaktererne vil, og hvem de er. Vi digter sammen. Og så digter vi måske noget andet, end Ruben Östlund har tænkt, for vi må forstå, hvilke mennesker og hvilken fortælling, vi fortæller, og hvad der er på spil. For at finde frem til den slags, må vi kunne genkende noget. Enten i os selv, eller hos folk vi kender. Eller i vores blik på verden og hinanden.”

”Jeg er vildt inspireret af Ruben Östlunds måde at se os på, og vi er sikkert enige om en masse, men jeg kan ikke fortælle noget, som jeg ikke selv oplever. Så jeg har brug for at opleve de her karakterer, der bliver født i forestillingsprocessen, og forstå deres vilje, deres smerte og deres blinde vinkler. Især deres blinde vinkler, vil jeg sige. Blind spots er vel nærmest en tematik i forestillingen.”

Manden afviklet

Det er især manden – og hans blinde vinkler – der er under lup i Force Majeure. Den traditionelle forestilling om faren som familiens overhoved og beskytter bliver grundigt revet fra hinanden, da katastrofen truer familien, og faren Tomas vælger at redde sig selv frem for sin familie. Og det bliver kun værre af, at han efterfølgende pure benægter, at episoden overhovedet har fundet sted.

I Aarhus spiller Kjartan Hansen rollen som Tomas, der stædigt holder fast i sit selvbillede, mens revnerne i det bliver mere og mere tydelige.

”Rollen er en stor udfordring, fordi jeg selv syntes, filmen var så god, da jeg så den for snart 10 år siden. Den ramte en besk nerve hos mig som mand. Men det var noget, som på det tidspunkt føltes mere fjernt end nu, da Tomas og jeg er jævnaldrende. Det er både sjovt og hårdt at grine af Tomas. I dag kan jeg mærke, at der lurer en tvivl i mig om, hvorvidt Ruben Östlund har fat i noget universalt, eller om det er okay at lade det prelle af. Så dybest set er Tomas et dyk ind i mine egne utilstrækkeligheder, eller faktisk et dyk udi, hvor længe jeg orker at fortrænge mine utilstrækkeligheder. Virkelig en sjov og spændende karakter at få lov at give et bud på.”

Et arvet selvbillede

Kjartan Hansen ser familiefaren Tomas som et menneske, der er fanget i ideen om sig selv:

”Han prøver at leve op til et arvet selvbillede. Det er en rolle, som er svær at bryde ud af, men jeg tror, han finder et ståsted til sidst. Dog ikke uden et par ydmygende oplevelser på vejen. Jeg griner også af ham, fordi han ikke forstår, hvorfor jeg – eller vi – griner. Hvilket gør den stakkel endnu sjovere at grine af. En dejlig lille spiral. Men jeg er også kommet til at holde lidt af ham. Som skuespiller kan man nemlig godt tillade sig selv at kigge ned på sin karakter, sådan som en græsk gud ser ned på mennesket, og more sig over det intetanende menneske, man lige om lidt skal ind på scenen at være for en kort stund,” siger han, og adspurgt om han kan genkende træk fra Tomas i sig selv, er svaret klart:

”En masse. Faktisk bekymrende mange. Selv om virkeligheden altid overgår kunsten håber jeg inderligt, at jeg er lidt bedre til at træffe beslutninger, end han er.”

Mansplaining

”Der er noget latterligt over de mænd, der er i fortællingen,” siger Anastasia Nørlund. ”De mangler selvindsigt og er stolte og forfængelige. De er så bange for at tabe ansigt og være til grin. De er så bange for at tabe i det hele taget. Men alle karaktererne er egentlig ret hykleriske, også kvinderne, og alle er temmeligt langt fra ‘practice what you preach’. Men der er zoomet ind på manderollen og de mekanismer, der hersker i mandefælleskaber eller mandemøder.”

”De holder hånden over hinanden, forsvarer hinanden, men udfordrer også hinanden – altså fremmede mænd udfordrer hinanden helt bogstaveligt og havner i konfrontationer. Den nedarvede idé om manden som helt og familiens beskytter er et tema, som bliver diskuteret i forestillingen. Det, at Tomas ikke vil indrømme sit svigt – hverken over for sig selv eller sin familie – men i stedet forsøger at mansplaine, gaslighte og drikke sig udenom, skaber så stor en kløft mellem ham og hans kone Ebba, at det kan få fatale konsekvenser for dem. Og alligevel kan han ikke indrømme det. Fordi han fucker med sit selvbillede? Fordi han ikke er en rigtig mand i et eller andet gammeldags perspektiv? Force Majeure peger på, at mange fortsat styrer efter et meget patriarkalsk maskulinitetsideal, og at mænds forventninger og forestillinger om sig selv lider under dette.”

Angsten for at tabe ansigt

For hende er det befriende at beskæftige sig med en fortælling, hvor en mand opfører sig på måder, som hun ofte har set i virkeligheden.

”Hans idiotiske opførsel bliver ikke undskyldt, forklaret eller forsvaret. Han har en enormt høj selvopfattelse, og det er så svært for ham at erkende, at han er blevet bange, har svigtet sin familie, været en kujon, eller hvordan man nu ser det, og det, at han ikke kan det, er ved at ødelægge alt. Jeg tror, at mænds stolthed og frygt for at tabe ansigt er skyld i virkelig mange katastrofer og krige frem til i dag. Det er ikke, fordi kvinder ikke er stolte, vi har bare ikke haft magt til at kunne ødelægge lige så meget som mænd. Og vi har slet ikke haft plads til at udvikle så store egoer.”

Flere facetter på manderollen?

Force Majeure er et tydeligt opgør med den traditionelle manderolle, og både Anastasia Nørlund og Kjartan Hansen ser tegn på, at der er kommet lidt flere nuancer på manderollerne i film og teater.

”Normerne, som Tomas bærer med sig, har – i hele mit liv – været en utømmelig kilde til satiriske fortællinger. Jeg synes alligevel, at vi i dag har et godt øje for at gøre dem en smule mere komplekse end de var, da Chevy Chase og co. var i velmagten. Selv om man også dengang fik publikum til at trække på smilebåndene,” siger Kjartan Hansen.

”Der er helt sikkert flere film og forestillinger, der arbejder med et mere nuanceret mandebillede end tidligere,” supplerer Anastasia Nørlund. ”Og jeg tror for eksempel, der er mange scenekunstnere, der er nysgerrige på at finde nogle nye vinkler og arbejder med nye tolkninger af manderollerne i nogle af de klassikere, vi stadig sætter op. Eller manderoller bliver spillet af kvinder, og så får de en anden kvalitet. Men når det er sagt, er det heller ikke vildt længe siden, jeg så den nye Mission Impossible med Tom Cruise…”