Manifest for skrøbelige autoriteter

NANNA CECILE BANG ER INTERVIEWET AF MICHAEL HOLBEK TIL AARHUS TEATERS SÆSONBROCHURE

Hun tænker ikke bevidst i at lave teater til unge, men hun kan noget, der i den grad rammer den søgen efter identitet, man mærker som ung.

”Jeg prøver ikke at skrive i et ungt sprog eller være ung med de unge. Jeg tror bare, jeg taler, ud fra hvor jeg selv er, og det er skønt at skrive noget, der er i øjenhøjde. Så har jeg opdaget, at det jeg laver særligt appellerer til unge og min egen generation,” siger Nanna Cecilie Bang, der er 31 år og ansat som ny huskunstner på Aarhus Teater i sæson 2019-20.

Hun er uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2014, modtog i 2015 Reumerts Talentpris og har senest spillet med i The Rocky Horror Show her på teatret. Sideløbende med skuespillet arbejder hun også som dramatiker. I 2017 med True.Story, en monolog om single- og datinglivet på Sort/Hvid. Og i 2018 drejede det sig om kærlighedslivet i My Heartache Brings All the Boys to the Yard på Aarhus Teater. Som huskunstner skriver hun to forestillinger denne sæson: Manifest for skrøbelige autoriteter på Studio – som hun også selv instruerer – og ALT ER UMULIGT, de skuespilstuderendes afgangsforestilling på Stiklingen.

Det skal stå så rent som muligt
Et fællestræk ved det, Nanna Cecilie Bang skriver, er kærligheden til den filterløse menneskelighed. ”Jeg vil gerne have, at de mennesker, jeg sætter på scenen, er trygge i at være usikre, søgende, skrøbelige, åbne og i tvivl. Og samtidig har brug for publikum. Det er for eksempel spændende som i My Heartache Brings All the Boys to the Yard at opleve en på scenen, der står og råber om hjælp til nogen, der ikke rigtig kan hjælpe, fordi kontrakten i teatret er, at man som publikum sidder og lytter,”  forklarer hun.

Det er vigtigt for hende, at man som publikum føler, det er ’rigtige’ mennesker, der er på scenen. At der er en ægthed i det, skuespillerne foretager sig. At det står så rent som muligt. ”Jeg prøver at holde mig fra ironi, fordi det hurtigt kan blive lidt hårdt på en scene. Og hvis noget er ironisk, må det spilles uironisk, så ingen kan gemme sig. På den måde kan karaktererne virke mere som klassiske klovne, der siger præcis det, de mener, og også gerne vil have, at publikum skal kunne forstå dem. Hvis jeg skal danse en dans, prøver jeg at gøre det, så godt jeg kan, også selv om jeg er dårlig til det. Det samme hvis jeg skal lave stand-up. Jeg arbejder hele tiden ud fra en menneskelighed. Skuespillerne prøver ikke at være sjove, de tager det alvorligt. Men derfor kan det sagtens være, at publikum græder af grin.”

Den hjerteskærende nøgenhed
Der findes måske endnu en grund til, at Nanna Cecilie Bang taler til et ungt publikum. Som dramatiker betjener hun sig af et væld af udtryksformer, som de unge selv zapper rundt i og sampler fra. ”Jeg er ikke så meget for det rent teatralske, og jeg plukker fra både popkulturelle og andre genrer som reality-tv-serier, koncerter, stand-up, poesi og storytelling. Udtryksformer, som unge i dag er helt fortrolige med. Så måske kommer det naturligt, at det er udtryk, de kender.”
En blandingsform, Nanna Cecilie Bang kalder ’punkpoetisk’. ”Jeg vil ind til den nøgne kerne af tingene og mærke råheden, når man skræller distancen væk. Jeg leder altid efter en tekst, der kan få skuespillerne til at stå så menneskelige som muligt med al deres tvivl og ensomhed,” siger Nanna Cecilie Bang.