tro håb og kærlighed aarhus teater
Store Scene

Store Scene

Dato

31. aug - 4. okt 2024
Billet: 95 - 490 kr.  

Varighed

ca. 2 timer og 30 min. inkl. pause

Bemærk!

Kraftigt blinkende lys og stærke scener med blod i 2. akt 


Tro, håb & kærlighed

Danmarkspremiere på musikalsk sceneudgave af Bjarne Reuters elskede romanklassiker om den både famlende og fandenivoldske ungdom

Tro, håb & kærlighed er Bille Augusts filmatisering af Bjarne Reuters store ungdomsroman Når snerlen blomstrer. Den skildrer medrivende og hjertevarmt den både smukke og svære teenagetid, hvor længslerne og trængslerne står i kø på tærsklen til at blive voksen. For første gang kan du opleve denne på engang tidstypiske og eviggyldige fortælling om ungdomsliv og uskyldstab på en teaterscene.

Historien er sat i 1963. Året, hvor den amerikanske præsident John F. Kennedy bliver myrdet i Dallas, Texas. Men også året, hvor fire karismatiske fyre fra Liverpool sætter millioner af hormonblomstrende teenagere i hvinende svingninger med rock’n’roll-hittet Twist and Shout. Det er en legendarisk tid i musikken med mange store hits på tværs af genrer og kunstnere: fra Gitte Hænning og Bjørn Tidmand til Beach Boys og Beatles.

Da Bjørn får øje på Anna til en koncert, smelter han fuldkommen. Kirsten står på sidelinjen og er jaloux. Bjørns ven Erik tænker nok på piger, men han er hæmmet af livet med en psykisk syg mor og ikke mindst kuet af sin dominerende far. Anna bliver gravid med Bjørn, men det er før aborten blev fri, og Anna må i stedet til en af tidens hemmelige kvaksalvere. Alle må de tage deres første skridt ind i de voksnes rækker – og for nogen er det mere brutalt end for andre.

I spidsen for et musikalsk hold af Aarhus Teaters skuespillere får du et tryllebindende trekløver med Emil Busk Jensen i rollen som Bjørn, Mette Klakstein som Anna og Reumert-nominerede Emil Prenter som den forpinte Erik.

Tro, håb & kærlighed er sat i scene af den prisbelønnede norske instruktør, Peer Perez Øian. Han stod i 2022 i spidsen for den Reumert-nominerede forestilling Omstigning til paradis på Aarhus Teater sammen med den norske komponist og arrangør Gaute Tønder, der også skaber det musikalske univers til denne forestilling. Scenograf Jonas Fly står bag det visuelle udtryk.

Glæd dig til denne stærke fortælling om kærlighed og venskab

"Ungdommens akavethed har sjældent stået smukkere"
Weekendavisen

Af sted med dig! Det kan kun gå for langsomt med at løse billet

Århus Stiftstidende

Ensemblets skuespilpræstationer og især deres musikalske talenter er ganske enkelt forrygende

Jyllands-posten

Har så meget musik og charme, at den mørke fortælling alligevel lyser op i al sin musikalitet og inderlighed

Sceneblog

En invitation til at se på vores egen, akavede ungdom med kærlige øjne

Iscene

En flot rammende forestilling, der kan få sit publikum til både at grine, græde og glemme at man skal trække vejret 

Ungt Teaterblod

Emil Busk Jensens er hamrende charmerende som Bjørn, og man forstår godt han falder for Mette Klaksteins æblesprøde Anna. Mest overrumplende er Emil Prenters rørende portræt af Erik, hvis usikkerhed sitrer ud i hver en nerveende. 

Den 4. Væg

Alle skuespillerne var så fremragende, at jeg forlod salen med en følelse af, at karaktererne virkelig var blevet mine bedste venner

Alle taler om det

Baseret på
Bjarne Reuter og Bille Augusts manuskript til filmen "Tro, håb og kærlighed"
og Bjarne Reuters bog "Når snerlen blomstrer"

Holdet bag

Peer Perez Øian
Iscenesættelse
Jonas Fly
Scenografi & kostumedesign
Gaute Tønder
Kompositioner & arrangementer
Balder Nørskov
Lysdesign
Lars Gaarde 
lyddesign
Medvirkende
Emil Busk Jensen, Emil Prenter, Mette Klakstein, Clara Sophia Phillipson, Mette Døssing, Christian Hetland, Kirsti Kærn, Anders Baggesen, Amanda Friis Jürgensen, Oskar Salvatore
Cast
  • Emil Busk Jensen
    Emil Busk Jensen
    Bjørn
  • Emil Prenter
    Emil Prenter
    Erik
  • Mette Klakstein
    Mette Klakstein
    Anna
  • Clara Sophia Philipson
    Clara Sophia Philipson
    Kirsten
  • Mette Døssing
    Mette Døssing
    Bjørns mor, Kirstens mor m.fl.
  • Christian Hetland
    Christian Hetland
    Eriks far m.fl.
  • Anders Baggesen
    Anders Baggesen
    Bjørns far, lærer Vissing m.fl.
  • Amanda Friis Jürgensen
    Amanda Friis Jürgensen
    Kirstens veninde Inge m.fl
  • Oskar Salvatore
    Oskar Salvatore
    Bjørns lillebror Henning m.fl.
  • Kirsti Kærn
    Kirsti Kærn
    Bjørns mor, kvaksalver m.fl.

Bogen

Bjarne Reuter debuterede i 1975 med romanen Kidnapning og har siden 1980 været forfatter på fuldtid, men er uddannet lærer. Bjarne Reuters mangeårige forfatterskab spænder vidt, men det er med børne- og ungdomsromanerne, han for alvor er slået igennem. Gennem tiden har Bjarne Reuter modtaget flere priser for sit forfatterskab, blandt andet Kulturministeriets Børnebogspris og De Gyldne Laurbær.

Ungdomsromanen Når snerlen blomstrer udkom i 1983 og er en selvstændig fortsættelse af ungdomsromanen Zappa fra 1977. Tiden er sat til 1960’erne, og læseren følger Bjørn og hans nye kammerater i mødet med fester, forelskelser, venskaber, kliker og forældre. Centralt står musikken og Bjørns historie følges videre i Vi der valgte mælkevejen i 1989.

Gyldendal genudgav i 2023 flere af Bjarne Reuters ungdomsromaner, herunder Når snerlen blomstrer. Bogen er ofte at finde på pensum i folkeskolens ældste klasser og i mange år var den en typisk konfirmationsgave.

Filmen

Tro, håb og kærlighed fik premiere i 1984 og bygger romanen Når snerlen blomstrer. Ungdomsfilmen, der var en stor publikumssucces, blev på mange måder skelsættende for den fremadstormende instruktør Bille August, der sammen med Bjarne Reuter også stod bag filmens manuskript.

Filmen foregår i begyndelsen af 1960’erne og centrerer sig om 17-årige Bjørn, der også var en af karaktererne i ungdomsfilmen (og romanen) Zappa fra 1983. I modsætning til Når Snerlen blomstrer fokuseres der i filmudgaven på et mindre persongalleri, der udover Bjørn tæller den smukke Anna, Kirsten der kommer fra et velhavende hjem og den generte Erik, der har en alvorligt psykisk syg mor og en autoritær far.

I filmen bliver Bjørn spillet af Adam Tønsberg, Camilla Søeberg er Anna, Lars Simonsen den generte Erik og Ulrikke Juul Bondo spiller Kirsten. Filmen vandt Robert-priser for både manuskript, mandlige hovedrolle, kvindelige bi-rolle og mandlige bi-rolle.

Ungdommens soundtrack

Forestillingen Tro, håb & kærlighed skildrer ungdommen anno 1963 - en tid med markant lydbillede og musiktapet. Forestillingen er baseret på Bjarne Reuters roman Når snerlen blomstrer og playlisten her rummer samtlige musiknumre og sange, der nævnes i Bjarne Reuters roman. Bemærk: ikke alle numre er med i forestillingen

"Musik har en opvækkende effekt på os i ungdommens formative år"
Instruktør Peer Perez Øian
Bjarne Reuter
Bjarne Reuter
"Mine forældre var statister i mine ungdomsår. Vi levede hver vores liv."
Interview med Bjarne Reuter
Af Michael Holbek

Det store uskyldstab

Bjarne Reuter blev engang spurgt, hvad han ville være, hvis han ikke var forfatter. Svaret lød: ”Ulykkelig.” Og vi andre kan i den grad prise os lykkelige over, at han netop blev forfatter, for i snart 50 år har han fortalt historier, vi ikke kan få nok af.

En vildtvoksende fantasi, saftig humor og en forkærlighed for dem, der ikke har deres på det tørre, har gjort Bjarne Reuter til den mest læste forfatter i det danske litteraturlandskab. Han har skrevet mere end 80 bøger i et utal af genrer til børn, unge og voksne. De seneste 25 år har han toppet listen over de forfattere, der får flest bibliotekspenge, og flere af hans bøger er fast pensum i folkeskolerne. Som fx ungdomsromanen Når snerlen blomstrer fra 1983, der året efter, med nyt manuskript af Bjarne Reuter og Bille August, blev filmatiseret under titlen Tro, håb og kærlighed og fik tordnende succes. Og netop Tro, håb & kærlighed giver Aarhus Teater nu for første gang sceneliv.

”Jeg er glædeligt overrasket over, at Tro, håb og kærlighed her 40 år efter sættes op som teaterforestilling. Jeg har aldrig selv tænkt den på en scene, men jeg synes, det er oplagt og godt set. Historien har jo vist sig langtidsholdbar, fordi der åbenbart er noget universelt over den aldersgruppe,” siger 73-årige Bjarne Reuter.


Tungt at blive voksen så brat
Tro, håb og kærlighed handler om en gruppe unge mennesker, der endegyldigt mister barndommens uskyld, da de skal til at træde ind i voksenalderen. Vi følger især vennerne Bjørn og Erik og pigerne Anna og Kirsten. Bjørn er splittet mellem sin ned­arvede småborgerlighed og drømmen om et andet og friere liv. Han falder pladask for Anna, forelskelsen stikker og prikker over det hele som champagnebobler, men pludselig bliver Anna gravid. De må skrabe penge sammen, så Anna kan få en illegal abort på køkkenbordet hjemme hos en kvaksalver.

”Det var jo en tung oplevelse at blive voksen på så brat en måde,” siger Bjarne Reuter, der også gør det tydeligt, at man som ung i de år stod meget alene med de store dilemmaer: ”Både i bogen og filmen fylder forældrene meget lidt, fordi man som ung dengang aldrig talte om følelser med dem. Mine forældre var statister i mine ungdomsår. Vi levede hver vores liv. Desværre, for jeg kunne godt have brugt en voksen i ny og næ. Men heldigvis har meget ændret sig siden dengang, og jeg bilder mig ind, at jeg er mere tilstedeværende som far,” siger han.

Twist and Shout
Tro, håb og kærlighed er dog meget mere end det traumatiske syndefald. Den er et formidabelt portræt af unge mennesker, der også forelsker sig, drikker, fester og danser. Ungdom, der lever – ikke som om hver dag var den sidste, men i håbet om alt det fantastiske, der skal komme. Et farvel til de sure, sæbeskurede 50’ere og et goddag til de optimistiske, twistende og skrigende 60’ere. Og så er det en forestilling spækket med musik. Forældrenes Giro 413-koryfæer som Birthe Wilke og Raquel Rastenni bliver nu overdøvet af ungdomskulturens nye elektriske idoler. For eksempel glemmer Bjarne Reuter aldrig selv det øjeblik i 1963, da han som 13-årig fik en oplevelse af, at intet igen ville blive som før.

”Jeg hørte Beatles første gang i radioen med ”From Me to You”, og jeg husker det som revolutionerende. En omvæltning og et point of no return. Det var en helt ny lyd, min lyd, og jeg tænkte: endelig!”. Og netop dén følelse gennemstrømmer Tro, håb og kærlighed.

Klæder skaber folk

Kostumeskitserne til forestillingen af scenograf og kostumedesigner Jonas Fly tegner et klart indre billede af tiden og menneskerne vi møder i Tro, håb & kærlighed. 

Her på siden er der blot et udsnit af de mange roller spillerne bestrider i forestillingen, ligesom skitserne er mere moodboards end reelle kostumetegninger. 

Hverdagen anno 1963

Fortællingen om Erik, Bjørn, Anna og Kirsten finder sted i Brønshøj i 1963. Og selvom der er eviggyldige ungdomsfølelser som den første kærlighed, trang til frihed fra forældre og higen efter egen identitet - ja, så var samtiden også markant anderledes. 

De store begivenheder fra 60´erne står måske skarpt, men hvad med hverdagslivet for menigmand? 

Sæt 19 minutter af til en ren tidsrejse via Danmark Radios arkiver: 

AT Læring

Med skoleklasser i teatret

En tur i teatret kan være med til at skabe øget trivsel i klassen. Ud af de vante rammer, en fælles oplevelse i teatermørket og den efterfølgende snak om det, der foregik på scenen. Det kan i sig selv være vældig værdifuldt for den enkelte og for hele klassen.

Flere forskningsprojekter viser desuden også, at inddragelse af scenekunst i undervisningen kan være med til at skabe øget læring, og at æstetiske læreprocesser har en klar effekt på børn og unges læring – og får dem til at blomstre. Både menneskeligt og fagligt. En tur i teatret kan altså være mere end ’flødeskum’ i en travl skolehverdag.