Lady chatterleys elsker aarhus teater
Scala

Scala

Dato

8. maj - 8. juni 2024
kr. 320

Varighed

ca. 2 t. 15 min. inkl. pause

Alder

+ 15 år


Lady Chatterleys elsker

Moderne klassiker om at følge sin lyst, stå op mod konventionerne og gribe livet. 

Constance Chatterley lever som pligtopfyldende hustru med den indesluttede Clifford på dennes familiegods. Ægteskabet er lidenskabsløst og barnløst, for Clifford er impotent og lænket til en kørestol efter at være blevet såret i 1. Verdenskrig. Det klaustrofobiske gods og omgivelsernes kulminestøv infiltrerer langsomt Lady Chatterleys sind, og hun søger derfor tilflugt i skoven. Her møder hun den virile skytte Oliver Mellors, som hun vælger at åbne sit hjerte og skød for. Et kontroversielt valg, der udfordrer hendes position både socialt og økonomisk.

Forestillingen bygger på den engelske forfatter D.H. Lawrences roman Lady Chatterley’s Lover fra 1928. Det er en saftig og sanselig fortælling om en kvindes erotiske liv og utilslørede seksuelle begær. Den vakte voldsom skandale og blev forbudt i både Europa og USA for sit pornografiske indhold. Først i 1960 kunne bogen udgives ucensureret. Den blev banebrydende for 60’ernes oprør og frihedstrang og står i dag som en moderne klassiker. I 2022 blev den for eksempel til en medrivende og anmelderrost Netflix-film.

Det unge stjernefrø Dicte C. Houmøller dramatiserer D.H. Lawrences mesterlige klassiker, som hun i sidste sæson gjorde det med Herman Bangs Vej vejen på Aarhus Teater. Instruktionen er i hænderne på Camilla Kold, der i 2022 fik Reumert Talentprisen, mens ligeledes Reumert præmierede Karin Gille står for scenografi og kostumer. Her får du en sanselig og provokerende historie med seks af Aarhus Teaters skuespillere på scenen – centreret om det glødende trekløver Anne Plauborg som Lady Chatterley, Kjartan Hansen som skytten Oliver Mellors og Christian Hetland som Clifford Chatterley.

Forestillingen præsenteres i samarbejde med 

"Overlegne skuespillerpræstationer og en elegant scenografi"

Atlas

"Det er svært med sex på scenen, men Aarhus Teater slipper ret godt fra at slippe Lady Chatterley løs med alle hendes lyster"

Politiken

"Aarhus Teaters adaptation fra roman til scene er lykkedes til perfektion"

Ungt Teaterblod

"Er ikke bare sexet, den er glohed i hele sit samfundskritiske væsen"

Sceneblog

"Æstetisk smuk forestilling om ulmende begær og grænseløs kærlighed"

Mortenbuckhoj.dk

"Præcise passioner i spændende arrangementer"

Stiften.dk

"Især aktuel gennem den sanseligt og åh så vidunderligt kropslige iscenesættelse"

Iscene

"Anne Plauborg leverer karrierens største præstation som den lystfulde, rastløse og længselsfulde kvinde [...] det er utroligt at være vidne til"
Weekendavisen
Lady Chatterleys elsker
Lady Chatterleys elsker
"Hvilket liv vælger du at leve?"
Lady Chatterleys elsker
Karaktergalleriet i Lady Chatterleys elsker

Klæder skaber folk og i scenograf og kostumedesigner Karin Gilles flotte kostumetegninger får man hurtigt en indtryk af fortællingens karakterer. 

Lady Constance Chatterley
Constance Reid (også kaldet Connie) gifter sig umiddelbart inden første verdenskrig i et passende sociale ægteskab med Lord Chatterley. Da ægteskabets seksuelle gnist forsvinder søger hun frustreret ud i naturen og væk fra det lukkede herskabelige liv. 

Sir Clifford Chatterley
Efter at være blevet lam fra livet ned i første verdenskrig trækker Sir Clifford sig tilbage til sit landsted, hvorfra han også har minedriften. Som den fødte adelsmand har han ikke meget tilovers for minearbejderne og tror på at bibeholde den berygtede britiske "stiff upper lip".  

Oliver Mellors
Den tidligere smed er efter krigen blevet ansat som skytte på Chatterleys landsted. Her lever han i pagt med naturen og er en både filosofisk og intelligent mand. Alt det Lord Chatterley ikke er og dermed også et symbol på den noble arbejderklasse. 

Mrs. Bolton
Enken Ivy Bolton bliver ansat til at pleje Sir Clifford og gøre ham selskab i de lukkede værelser på herrestedet. Hun er fra den lokale landsby og således opfostret med en andægtig respekt for landadlen. 

Hilda
Søster til Constance. Er stolt over sin sociale status og tør sige sin mening. 

Sir Malcolm Reid
Far til Constance og Hilda. Trods sin sociale position er han mentalt tættere beslægtet med Mellors end med Chatterley. 

Anne Plauborg Aarhus teater
Behind the scenes til plakatfotoet

Med intimcoach i prøverummet

Uddrag af interview med Anne Plauborg af Trine Wøldiche til Iscene

På grund af historiens meget eksplicitte sexscener er skuespiller Camilla Bendix, der har videreuddannet sig til intimcoach, tilknyttet produktionen.

Først tænkte jeg, det tror jeg ikke, vi har brug for. Vi kender jo hinanden så godt. Men så kom Camilla på, og så var det bare så fedt at få en ny metode til at arbejde med sanselighed og intimitet på scenen,” siger Anne Plauborg og fortsætter:

Det er jo primært Kjartan (skuespiller Kjartan Hansen, der spiller Oliver Mellors, red.) og jeg, der har en lang række intime scener. Selvom vi kender hinanden godt – og måske netop også derfor – var det fedt, at hun kom med så mange konkrete værktøjer til, hvordan man arbejder med sex, uden at det rækker ind over det private”.

“Jeg arbejder i dele af teksten anderledes end normalt, fordi der er så meget i fortællingen, der ikke bare projiceres, men derimod virkelig undersøger, hvad sex på scenen er. Det har været en gave, at vores instruktør Camilla Kold har taget emnet alvorligt. Hun har fra start sørget for en rum tid, hvor vi kun var Kjartan og jeg sammen med Camilla Bendix og hende selv i prøvelokalet for at få værktøjerne til et sprog for det arbejde, vi skal ind i med det erotiske materiale. Det har været med til helt uproblematisk at udvikle en ultimativ tillid til rummet, materialet og ikke mindst til hinanden – og har givet frihed til at finde plads i roller og undersøgelser,” fortæller Anne Plauborg om de indledende prøver på forestillingen.

Karakterarbejde og maske er selvfølgelig altid vigtige elementer for ikke at føle, at man går på scenen som sig selv. Men at kunne mærke det menneske, der gemmer sig inde bagved, er egentlig en ret smuk ting, synes jeg. At åbne op for en intimitet, ærlighed, hudløshed, ekspressivitet og en råhed – at turde åbne op og lade det være eksplicit og stort – er meget smukt,” understreger hun.

Vi arbejder både naturalistisk med, hvad begær er, og især også med alt det, der leder op til begærets forløsning. Men vi arbejder også med en undersøgelse af mere ekspressive og forstørrede billeder på det. Det er i mine øjne netop længslen og vejen til, at vores karakterer måske får det, de søger – opnår det, de mangler – der er det spændende arbejde som skuespiller. Jeg føler mig meget taknemmelig over at have fået præsenteret en ny metode til det arbejde. Camilla Bendix har givet os værktøjerne til at arbejde helt konkret, så det bliver simplificeret, nedskaleret og ikke føles privat – men alt sammen bliver et arbejde med karakterens nødvendighed i professionelle rammer, og samtidig kan give publikum den rigtige oplevelse. Det er som en leg med koreografiske og partituriske handlinger,” siger hun og forklarer, at det kan sammenlignes med at have en stuntkoordinator på til kampscener.

Holdet bag

D.H. Lawrence
FORFATTER
Dicte C. Houmøller
DRAMATISERET AF

Camilla Kold
ISCENESÆTTELSE
Karin Gille
SCENOGRAFI OG KOSTUMEDESIGN
Anders Kjems
LYSDESIGN
Aki Bech
LYDDESIGN
Medvirkende
Anne Plauborg, Kjartan Hansen, Christian Hetland, Marie Marschner, Mette Klakstein, Anders Baggesen
Cast
  • Anne Plauborg
    Anne Plauborg
    Lady Chatterley
  • Kjartan Hansen
    Kjartan Hansen
    Mellors
  • Christian Hetland
    Christian Hetland
    Sir Clifford
  • Marie Marschner
    Marie Marschner
    Mrs. Bolton
  • Mette Klakstein
    Mette Klakstein
    Helga
  • Anders Baggesen
    Anders Baggesen
    Sir Reid

"Bogen har jo 40 måder at sige kneppe på..."

Lady Chatterleys elsker er berømt og berygtet for sine detaljerede sexscener og det stiller jo særlige krav, når det omsættes til scenen. 

Vi har sat skuespillerne Anne Plauborg og Kjartan Hansen, der spiller titelrollerne, i stævne i prøverummet. For hvordan laver man det kropslige og sensuelle uden at blive privat? Og hvad kan man som publikum forvente at gå hjem med? 

Podcasten Kulissen

Instruktøren fortæller

Instruktør Camilla Kold har været et smut forbi lydstudiet for at åbne mere op for forestillingens univers.

Er vi stadig underlagt klasse- , køns- og seksualitetsskel som ved romanens udgivelse? og hvordan er det at iscenesætte en litterær klassiker til Scala? 

Podcasten Kulissen

Skuespilleren fortæller

Siden 2017 har skuespiller Marie Marschner været en fast del af ensemblet på Aarhus Teater; og lige netop det at være ensembleskuespiller var temaet, da hun besøgte Kulissen. 

Med udgangspunkt i sin rolle i Lady Chatterleys elsker fortæller Marie Marschner om, hvad der driver hende som skuespiller og om, hvordan det er at være en del af et ensemble.