At hacke sig ind i et bondesamfund

Interview af chefdramaturg Hanne Lund Joensen trykt i forestillingsprogrammet til Vita Danica

Musiker og sanger Pernille Rosendahl, instruktør Sargun Oshana og koreograf Marie Brolin-Tani er samlet i Holstebro. November er grå, minkene lader livet omkring os, og det er dagen hvor den nye udgave af Højskolesangbogen udkommer. Vi befinder os midt i det danske og midt i processen med at skabe et værk, der kryber ned i vores folkesjæl.

At sanse sin fortid

”Når jeg synger Det er hvidt herude tænker jeg på min barndom. Dengang var vintrene hvide, det er de ikke rigtigt længere.” fortæller Pernille. ”Jens Vejmand minder mig om det forfærdeligt fattige Danmark som eksisterede for ikke så længe siden. Når jeg synger den, forbinder jeg mig nærmest helt fysisk til en anden tid. I morges fik jeg lyst til at besøge Jens ”Vejmand” Nielsens mindesten, der står ved Herning. Der, hvor Jeppe Aakjær gav ham 25 øre den 19. maj 1901 - og til gengæld fik idéen til sit digt. Tonerne og musikken ligger i vores tungeste hukommelsescentre – det er det første og det sidste, vi husker. Så kombinationen af historiefortælling og toner er virkeligt kraftfuld. Jeg tror, mange har oplevelsen af, at der bliver åbnet direkte ned til nogle dybe sjælestrenge, når vi synger. Jeg oplever, at sangene fungerer som en sanselig historiefortælling, og det, synes jeg faktisk, har vi et ansvar for at bære videre.”
Pernille har en stor kærlighed til de danske sange og har blandt andet sunget sange fra Højskolesangbogen og danske salmer på turné i danske kirker. Koreograf Marie Brolin-Tani kommer fra Sverige, og hun oplever, at den stærke sangtradition er helt særlig i Danmark. ”Når jeg inviterer til fest og blander mine danske og svenske venner, er det danskerne, der kan huske de svenske sange, helt fra Bellman til Cornelis, altså udover deres egen danske sangskat. Vi har ikke samme stærke fællessangtradition. I Sverige er det i langt højere grad folkedansen, der er blevet overleveret. Her danser man om majstangen til midsommer, og mange kan stadig de traditionelle danse.” Folkedansen har været en stærk inspirationskilde til det moderne danseudtryk, der er rammen om Vita Danica.

En fælles nostalgi

Hvor Pernille er dansk, og Marie er svensk, har instruktør Sargun Oshana en helt tredje kulturel baggrund i bagagen. Han kom til Danmark fra Irak som 8-årig og har derfor en helt anden position i forhold til den dansk kulturarv. ”Jeg oplever ikke så stærkt et forhold til de her sange. Nogle af dem genkender jeg, men nogle af dem har jeg slet ingen relation til. Der er en hel lingo omkring de her sange, som jeg ikke kender til. I går, da vi arbejdede med Jeg er havren, måtte jeg spørge, hvad en lejlighedssang var. Jeg har på en måde adopteret en kulturarv, og det giver måske nogle andre nuancer, når jeg skal være med til at male et danmarksportræt. Jeg er udstyret med en splittet identitet ved at være både irakisk assyrer og dansk. Jeg føler jo, at Danmark er mit land, selvom jeg ikke har samme relation til den kulturelle arv. Jeg er stolt af den danske tradition og de danske værdier, selvom jeg også bærer en anden tradition i mig. Måske er den danske nationale identitet også splittet? For vi er både danske og ikke danske, vi er både nationale og globale. Måske kalder vores tid på et nyt fællesskab. At vi finder frem til det, der forbinder os, på trods af diversiteten, at vi kan samles om fælles værdier i et globaliseret perspektiv. Det gør det interessant for mig at dykke ned i en dansk fortid. At dyrke nostalgien og længslen efter noget vi engang var, også selv om mine forfædre stod plantet i en anden jord. Jeg hacker mig ind i en danmarksnostalgi af et bondesamfund fra et mere globaliseret perspektiv. Jeg tror sagtens, at vi kan være en stærk dansk nation, med en stolthed over vores værdier og vores traditioner, samtidig med at vi er mere mangfoldige. Et globaliseret dansk folkefærd.”

Med kornet i hovedrollen

”De seks dansere fra Black Box Dance Company kommer fra hele Europa,” fortæller Marie, som er kunstnerisk leder af kompagniet. ”De er landet i Holstebro med meget forskellige baggrunde, og flere af dem taler ikke dansk. Det sætter selvfølgelig perspektiv på ting, vi ellers tager for givet, men det tydeliggør også nogle forbindelseslinjer. Det er for eksempel meget tydeligt, at de sydeuropæiske dansere virkelig kunne forholde sig til det med kornet. Det med at så og høste ligger også stærkt i deres kultur, så det var nemt at gøre levende for dem. Så mærker vi en stærk forbindelse.” 
Sargun supplerer: ”Vi er jo dybt forbundne i en global krop på tværs af nationaliteter. Det, der sker i Kina, har en effekt på os i Danmark. Det er ikke længere et ’os’ vi kan bygge en grænse omkring. Det, vi engang var, bevæger sig et nyt sted hen. Men selvom vi kommer alle mulige steder fra, så har alle et forhold til det, vi kalder hjem. Følelsen af at høre hjemme et sted er universel. Og udviklingen fra bondesamfund til globalt samfund sker jo i hele verden.” Pernille fortsætter: ”Ja, kornet fik hovedrollen,” siger hun. ”Vi udviklede os fra at være et vandrende folk, den dag vi valgte at putte et korn i jorden og skabte et hjem, hvor vi kunne opholde os i, indtil kornet spirede. Så kornet blev definerende for, hvordan vi skabte hjem. Vi er et bondefolk og er fremdeles en landbrugsnation. Vi lever stadig i høj grad af det, vi putter i jorden, men vi skal i stadig stigende grad leve af de frø, vi planter i hjernen.”

Vi vil gerne massere det bløde sted

Pernille håber, at forestillingen kan minde os om at kigge blødt på verden. ”Vi står i forbindelse med Grauballemanden. Hans personnummer er 111111-1111, og vi tæller stadig op fra ham. Vi har alle et ansvar for at fodre vores fælles hukommelse, så vi udvikler os med fortiden levende i os. Fremtiden ligger i menneskenes evne til at tænke sig om. Vi skal lytte til de stemmer, der har været her før os.” Sargun følger op: ”Ja, det handler om at renovere vores værdier. Ikke at tage afstand fra det, der har været, men at søge fælles værdier fra et nyt ståsted. At skabe perspektiv på vores selvopfattelse og finde et nyt fællesskab på den baggrund. Måske kan forestillingen åbne for, at den danske nationalarv kan blive alles arv."
”Det åbne perspektiv er så vigtigt,” indskyder Pernille. ”Vi skal passe på ikke at skabe lukkede rum, hvor vi ikke har frit udsyn. Når vi føler os truede eller bliver bange ser vi tingene meget sort/hvidt. Så er det vigtigt at bløde tingene lidt op, så vi bliver i stand til at lytte til dem, vi er uenige med. Jeg håber, vi i forestillingen får masseret det bløde sted, så folk går åbne ud og møder verden med kæmpestore elefantører!”

De sansende flokdyr

I forestillingen rejser vi fra fortiden ind i fremtiden. Fortolket gennem kroppe, musik og billeder. Designeren Mark Kenly Domino Tan har skabt kostumer med inspiration i den traditionelle fanødragt, arkitekt Sarah Fredelund har ladet kornet og årstidernes gang få vægt i scenografi og lysdesign. Den rejse tilbage til rødderne har været det samlende kunstneriske greb. ”Jeg tror, det ligger i vores tid,” siger Pernille: ”Vi har brug for at stoppe op, at mærke relationen til biologien og naturen. At besøge Jens Vejmand og blive mindet om, at vi er et komma i den store historie. Et øjeblik går vi i ro med os selv, finjusterer kompasset og mærker, at der er noget, der er større end os selv.” Corona-epidemien har på en barsk måde mindet os om netop det, og Vita Danica-produktionen er heller ikke gået helt fri af restriktionernes begrænsninger, hvorfor flere elementer i forestillingen er blevet gentænkt undervejs. ”Ja, fællesdansen med publikum har vi til gode,” griner Marie, ”men denne helt særlige tid, hvor vi på en gang er isolerede, men også tætte, har måske netop fået os til at bremse lidt op, trække vejret ned i maven og mærke efter. Jeg skal sent glemme, hvor påvirket jeg blev under arbejdet med koreografien til Jeg drømte mig en drøm i nat. To italienske dansere strandede i Holstebro i marts måned, da teatret lukkede ned. De unge mennesker sad isolerede i en lejlighed, langt fra deres kære, som var i en forfærdelig situation i Italien. Så ryddede de det ene værelse og lavede et interimistisk dansestudio, hvor de kunne dyrke deres kunst. Det var med til at bære dem gennem den forfærdelige situation.” Pernille følger op. ”Vi er sansende flokdyr og vi næres indefra,” konstaterer hun. ”Og netop gennem kunsten kan vi åbne os og komme videre, sammen,” runder Sargun af.