
Studio
Dato
15. maj - 11. jun.
Pris
95 - 185 kr.
Clear Blue
"To be, or not to be - a mother" - Uret tæller ned.
Hele verden vælter ind på et badeværelse til en kvinde, der står med underbukserne nede om anklerne og en graviditetstest i hånd. Det store øjeblik, de mest afgørende tre minutter du nogensinde vil opleve, begyndelsen på resten af dit liv - lige foran dig. For det er du vil...ikke? En kvinde i trediverne. Du står lige her. Klar til at tage telefonen når din mor ringer, kigge på institutioner og vælte bagover i den lyksalige børne fremtid.
Er det her historien, du senere fortæller dit barn om hvad der skete dengang? Og er det et barn eller en lille grå alien, der gror derinde? Vil det vokse op i en gennem forurenet verden? Kommer I til at bo på en tømmerflåde på evig jagt efter vand? Hvad nu, hvis verdensøkonomien kollapser, eller en atombombe har gjort kartoflerne giftige? Hvad nu, hvis du kører galt? Hvis du går ud og hænger dig i en skov? Hvad nu hvis du fortryder?
Clear Blue er en gennemstrømning af de scenarier og billeder, der opstår i de få minutter, hvor en krop venter på et svar. Alt, det der vælter ind, forsøger at skabe mening og klarhed over hvad netop dette øjeblik egentlig er. Et pulserende mareridts-drømmespil om, hvordan vi mennesker forestiller os fremtiden, og hvad det gør med vores nutid. Om beslutningen over alle andre beslutninger: børn eller ikke børn. Men hvem tager beslutningen? Er det dig?
Clear Blue er ny dansk dramatik skrevet af den danske dramatiker Sonja Ferdinand, der tidligere har dramatiseret bl.a. Grimm på Teater Republique og Stolthed og fordom på Betty Nansen Teatret, som i 2022 vandt en Reumert for Årets Forestilling.
Clear Blue byder dig med på et kitschet og ærligt syretrip mod fremtiden og moderskabet.
Holdet bag
Sonja Ferdinand
Af
Carolin Oredsson
Iscenesættelse
Josefine Thornberg-Thorsøe
Scenografi
Kim Glud
Lysdesign
Aki Shiraishi Bech
Lyddesign
Medvirkende
Mette Døssing, Solvej Sonne Horn, Emil Busk Jensen, Thorbjørn Hedegaard
Virkelighedsflugt & Katastrofetanker
I denne sæson har Aarhus Teater fået to helt nye visionære huskunstnere: instruktør Carolin Oredsson og scenograf og kostumedesigner Josefine Thornberg-Thorsøe. Under temaet “Virkelighedsflugt & Katastrofetanker“ præsenterer de tre nyskrevne forestillinger på STUDIO: Derude, Kirstens hævn og Clear Blue.
De tre forestillinger, der balancerer på den tynde grænse mellem virkelighed og fantasi, er skrevet af tre danske dramatikere, der alle på forskellige tidspunkter er rundet af dramatikeruddannelsen i Aarhus: Dicte C. Houmøller (2023), Bjørn Rasmussen (2007) og Sonja Ferdinand (2019).
Om “Virkelighedsflugt & Katastrofetanker“ siger Carolin Oredsson og Josefine Thornberg-Thorsøe: “I dag føles det, som om menneskeligheden er i fuld gang med to ting: at forestille sig en katastrofal og mørk fremtid, eller totalt at lukke øjnene for de enorme udfordringer vi står med som art. Vi har derfor valgt, at sæsonen på STUDIO skal fokusere på disse to meget menneskelige coping mechanisms; virkelighedsflugt og katastrofetanker.
For hvor tager vi hen, når vores verden ryster? Er det ud i den sublime natur, ind i vilde katastrofeprægede fantasier, ind i volden, eller forsøger vi desperat at kontrollere vores egen skæbne og krop? I denne sæson prøver vi at forestille os det værste; at håndtere den kaotiske virkelighed og siden flygte fra den.
Velkommen til universer, hvor du som publikum både kan drømme dig væk og blive konfronteret med THE BIG BAD WORLD.”
Gratis aftertalk på forestillingen
På udvalgte datoer tilbyder vi en 20-30 minutters aftertalk med forestillingens kunstneriske duo, instruktør Carolin Oredsson og scenograf Josefine Thornberg-Thorsøe.
Introduktionen finder sted i scenografien på Studio - alternativt i Scala Foyer.
Der er begrænset antal pladser og det gælder først til mølle.
Det er også muligt som gruppe at bestille en privat introduktion eller skuespillerbesøg før forestillingen.
Læs mere om gruppetilbud
Dato for aftertalk på Clear Blue
Onsdag d. 28. maj kl. 21.30-22.00