Stiklingen
Spilledato
11. - 23. jan
Pris
95 - 160 kr.
PRES
En højaktuel forestilling fra Opgang2 om Oxy, SoMe, FOMO og andre pissefarlige forkortelser.
Der er pres på unge i dag. Sociale medier, uddannelse, venner, forældre, selvbillede og samfundets præstationskrav presser på i en ofte overfyldt hverdag. Samtidig er tiden fyldt med politiske intentioner, distraktioner og nye quick fixes som løsninger til de problemer, man som ung kan støde sig på.
PRES er en track-forestilling – en række højspændte, selvstændige teaterfortællinger – små øjeblikke, hvor meget er på spil. Som et swipe på en dating-app eller et hurtigt scroll på TikTok eller Youtube vil PRES kaste publikum rundt i indre og ydre dramaer. Gennem misbrug, svære relationer og præstationsangst over forholdet til venner, kærester, forældre og lærere. Forestillingen tager publikum med på en rutsjebanetur igennem ungdomslivets pressede situationer - både de kæmpe opture og de stejle dyk.
- Stopdans - kan man vokse fra hinanden, når man har været bedste venner siden børnehaven?
- Bænkpres - er det rigtigt, at tvillinger kan føle hinandens smerte, selv når de er langt fra hinanden
- Junkie - jeg sidder måske nok på et misbrugscenter, men ligner jeg en junkie!?!
- Afbud - den perfekte fødselsdag på Instagram, støder hårdt sammen med virkeligheden.
- Counterstrike - selv når du er alene på dit værelse, kan du være en del af et fællesskab. Der gælder dog stadig regler.
- Fodbold - bolden er i luften, men kan man holde den svævende for evigt?
- Mormor - når man kun har et sted tilbage at søge hjælp.
PRES er ikke en løftet pegefinger men et springbræt til samtale om ungdomslivet anno 2025 – for unge og deres voksne.
Holdet bag
Pia Marcussen
Tekst & instruktion
Ingeline Lautrup Holsteen Jessen
Scenografi
Martin Lundholm
Lysdesign
Marcus Aurelius Hjelmborg
Lyddesign
Lise Ørskov
Dramaturg
Medvirkende
Rasmus Arved Monrad, Yas Wadi, Karoline Toksvig Gammelgaard
"En højaktuel forestilling om Oxy, SoMe, Fomo og andre pissefarlige forkortelser."
Opgang2
Et moderne ungdomsliv foldes intenst og medrivende ud i helt ny forestilling fra Reumert-vindende ungdomsteater
Anmelderroste Opgang2 har længe markeret sig som en af landets førende skabere af teater om og til unge. Nu præsenterer det aarhusiansk baserede turnéteater endnu en nyskrevet forestilling på Aarhus Teater.
Kendetegnet er som altid scenekunst, der sætter væsentlige og aktuelle tendenser og problemstillinger i spil i fuldkommen øjenhøjde med nutidens teenagere. Gennem en række skarpe musiknumre kommer du med på en rutsjetur igennem ungdomslivets pressede situationer, både de ydre og de indre.
Denne gang zoomer Opgang2 ind på misbrug og de konsekvenser, de senere års strøm af nye fristelser har for unge menneskers forhold til hinanden, deres familier og sig selv. Den er skrevet og instrueret af Reumert-vinder Pia Marcussen, og på scenen kan du bl.a. opleve skuespiller Rasmus Arved Monrad, der er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus i 2023.
Du kan forvente medrivende og nærværende teater med hårde, smukke, tragiske og morsomme nedslag i det mangfoldige liv som ung i dag.