Stiklingen
urpremiere
Dato & Pris
13. nov — 13. dec
Billet: 100-160 kr.
DOSTOJEVSKIJ
—
To mesterligt ætsende fortællinger fra verdenslitteraturens store skatkiste om mænd, der midt i livet martres af mindet om de kvinder, de har mistet.
Dostojevskij bliver ofte kaldt den største af de store russiske forfattere, og med slidstærke klassikere som Forbrydelse og straf, Brødrene Karamazov og Idioten hører Dostojevskij absolut til i verdenslitteraturens superliga. I sidste sæson havde Aarhus Teater Idioten på plakaten, og nu får du chancen for at opleve to af hans knap så kendte, men ikke mindre virtuost velkomponerede psykologiske skildringer af mennesker i eksistentielle kriser: Den evige ægtemand fra 1870 og Den sagtmodige fra 1876.
I begge historier blotlægges mændene, deres selvbilleder og romantiske relationer med raffineret psykologisk indsigt. Og på subtil vis får vi indblik i både de erkendelser, de gør sig, og den tvivl, de rammes af. For levede de egentlig deres liv, som de burde eller kunne have gjort? Og hvorfor mistede de kvinderne, de elskede? Du kan se frem til skuespil i særklasse leveret af Aarhus Teaters stærke skuespillere.
Dostojevskij er lagt i hænderne på to helt nye dramatikerstemmer. Stine Winther Johansen fra Dramatikerprogrammet på Teaterhögskolan i Malmö tager sig af Den sagtmodige, mens Johannes Wiggen K., studerende ved Dramatik på Den Danske Scenekunstskole i Aarhus, lægger arm med Den evige ægtemand. Begge forestillinger instrueres af Mia Lipschitz, der står bag flere Reumertvindende ungdomsforestillinger og senest kunne opleves på Aarhus Teater med forestillingen Katastrofen sker i pausen, der ligeledes var et samarbejde med Den Danske Scenekunstskole. Scenografi og kostumer skabes af Helle Damgård, der tidligere har leveret kostumedesign til bl.a. CHICAGO og Jane Eyre – en romantisk drøm på Aarhus Teater.
Med Dostojevskij fortsætter Aarhus Teater traditionen med at præsentere to enaktere af markante forfattere i samme forestilling. Tidligere har vi for eksempel stillet skarpt på Tove Ditlevsen, Herman Bang, Knut Hamsun og i sidste sæson svenske Selma Lagerlöf. Glæd dig til at opleve de nye dramatikere gå løs på Dostojevskijs vilde værker.
Rabat på billetten?
I sæson 25/26 tilbyder vi - udover rabat til studerende - to fordelagtige rabatordninger til dig, der elsker teater:
Bliv Sæsonkunde
Få 50 kr. rabat på billetprisen på Store Scene/Scala.
Få Sæsonrabat
Spar 10% på alle billetkøb i sæsonen
Holdet bag
Forfatter
Fjodor M. Dostojevskij
DRAMATISERING "Den sagtmodige"
Stine Winther Johansen*
*Studerende, Dramatikerprogrammet, Teaterhögskolan, Malmö
DRAMATISERing "DEN EVIGE ÆGTEMAND"
Johannes Wiggen K.**
**Studerende, Dramatik, DDSKS, Aarhus
Iscenesættelse
Mia Lipschitz
SCENOGRAFI & KOSTUMEDESIGN
Helle Damgård
LYSDESIGN
Kim Glud
LYDDESIGN
Michael Buchardt
MEDVIRKENDE
Christian Hetland, Jacob Madsen Kvols, Marie Marschner, Amanda Friis Jürgensen, Ann Celina Fønsskov*
*Studerende ved Skuespil, DDSKS, Aarhus
I år er det 125 år siden, at byens borgere grundlagde Aarhus Teater, og vi har sat alle sejl til for at vi sammen kan fejre vores jubilæum.