Scala
Dato
5. sep. - 9. okt. 2024
Pris
95 - 295 kr.
Varighed
Ca. 85 min. uden pause
Blodbadets Gud
Eksplosivt og morsomt komediedrama om pæne civiliserede voksne, der pludselig mister fatningen og angriber hinanden som hylende hyæner.
To 11-årige drenges kontrovers ender med, at Ferdinand slår Brunos to fortænder ud med en kæp. Brunos velmenende forældre inviterer efterfølgende Ferdinands mor og far hjem til et forsoningsmøde. Der er lagt op til en rolig og dannet samtale – at få skylden placeret og konflikten bilagt.
Sådan går det dog ikke helt. For snart fyger anklagerne over sofabordet i svirpende dialoger. De to drenges lille hverdagsdrama bliver hurtigt blæst ud af proportioner, når de fire privilegerede voksne bryder ud af hyggens hamsterhjul og lader de dybeste og grimmeste instinkter få frit løb.
Den franske dramatiker Yasmina Reza har modtaget et væld af internationale priser for sine værker, og Blodbadets Gud er hendes mest spillede stykke. I 2011 blev det filmatiseret af den verdenskendte instruktør Roman Polanski med Kate Winslet og Jodie Foster i kvinderollerne. Med forbløffende enkle virkemidler skræller Reza civilisationens fine fernis af de fire forældre og afslører dem som de barbariske bæster, de også er. Det er både gement og grufuldt, genkendeligt og grinagtigt.
I dette bidende kammerspil får du fire fremragende skuespillere: Marie Marschner danner par med Jacob Madsen Kvols som det karrierefokuserede ægtepar Annette og Alain, der besøger de høflige humanister Véronique og Michel i skikkelse af Nanna Bøttcher og Frank Thiel.
Forestillingen instrueres af Anastasia Nørlund, der i sidste sæson instruerede Ruben Östlunds sorte komedie Force Majeure på Aarhus Teater. Scenografien skabes af Frederikke Dalum, som i 2023 vandt en Reumert for Årets Scenografi og Scenedesign.
Glæd dig til et tragisk komediedrama, der både er pinagtigt, skingert og sjovt!
teaterforlag: Nordiska ApS
"Fint udført balancegang mellem patetisk mangel på selvindsigt og komisk timing. Man ved dårligt, om man skal grine eller græmme sig, hvilket vel om noget er et tegn på en vellykket satire"
De fire forældres undertrykte primitivitet bobler frem i stadigt mere absurde nedsmeltninger
En ekstremt velspillet forestillingen med skæve karakterer, der krakelerer replik for replik
Aktuel, vel eksekveret og med fire skarpe skuespillerpræstationer
Var bestemt underholdt på den ekstremt frustrerede måde af det fine skuespil
Den mest nydelsesfulde opvisning i virtuos skuespilkunst, Aarhus Teater længe har budt på
Holdet bag
Yasmina Reza
Af
Jesper Kjær
Oversættelse
Anastasia Nørlund
Iscenesættelse
Frederikke Dalum
Scenografi & kostumedesign
Anders Kjems
Lysdesign
Aki Bech
Lyddesign
Mark Philip
Koreografisk konsulent fra Uppercut Danseteater
Medvirkende
- Nanna BøttcherVéronique
- Frank ThielMichel
- Marie MarschnerAnnette
- Jacob Madsen KvolsAlain
Hvordan man forestiller sig det gode forældresamarbejde:
Hvordan forældresamarbejde reelt føles:
Fransk stemning i dagligstuen
Veronique og Michel serverer clafoutis til kaffen. Alain og Annette lader deres søn lege på Square de l'Aspirant Dunant. Lejligheden er måske nok bygget i Aarhus på Scala, men fortællingen udspiller sig i det franske, nærmere bestemt den parisiske middelklasse.
Blodbadets Gud (på fransk: "Le dieu du carnage") er skrevet af franske Yasmina Reza (f. 1959), som er instruktør, forfatter og dramatiker – og særligt kendt for sine satiriske skuespil om middelklassen.
Hun debuterede som dramatiker i 1987 med "Conversations après un enterrement" og fik sit store gennembrud som dramatiker i 1994 med "Art". I 2006 havde hun urpremiere på Blodbadets Gud.
"Endelig en fransk dramatiker, der ikke er for pompøs, men alligevel prætentiøs nok til insistere på at handlingen foregår i Paris" (Den britiske avis The Independent om Yasmina Reza)
"Vi har på holdet brugt tid på at diskutere den kulturelle kontekst. I starten kan det føles som et mesterskab i fransk høflighed, hvor alle fire karakterer prøver at møde hinanden med venlighed og opføre sig som ordentlige mennesker. Men hurtigt begynder man at ane deres passive aggressivitet, som kun bliver tydeligere, efterhånden som forestillingen skrider frem"
Instruktør Anastasia Nørlund om arbejdet med teksten
Frank Thiel, skuespillerDet føles helt vanvittigt
FRANK THIEL FEJRER 25 ÅR SOM SKUESPILLER
Fra Sdr. Bjert til Aarhus Teater
Skuespiller Frank Thiel er drevet af et ønske om, at hans arbejde – på scenen, på skærmen og som kommunikationscoach – kan forløse andre mennesker. I år fejrer han sit 25-års jubilæum med forestillingen Blodbadets Gud, der spiller på Aarhus Teater fra den 5. september. Selve jubilæet fejres på Aarhus Teaters Scala-scene efter forestillingen den 25. september.
Det begyndte med en rolle i barndomsvennen Uffe Rørbæks amatørfilm. Frank Thiel skulle krydse en vej og skydes ned med en pistol, og den umiddelbart simple rolle endte med at blive livsomvæltende for den dengang bare fem-årige dreng fra Sdr. Bjert ved Kolding.
”Jeg vil være skuespiller,” vidste Frank Thiel bagefter. Sådan har han haft det lige siden. Den 5. september kan han fejre 25 år som uddannet skuespiller med sin debut på Aarhus Teater i det eksplosive kammerspil Blodbadets Gud, der iscenesættes af Anastasia Nørlund.
EN KANAL TIL NOGET MERE
Skuespillet har altid været en vigtig del af 54-årige Frank Thiels tilværelse. I folkeskolen ventede han med længsel på at blive gammel nok til at deltage i 7. klassernes skolekomedie, som teenager kom han med i amatørteaterforeningen i hjembyen, og senere tog han på dramahøjskole i Herning. Derfra gik turen til Aarhus Studenterrevy. Her blev kimen lagt til teatergruppen The Delitantz, som Frank Thiel ledede fra 1992 frem til 1995, hvor han blev optaget på Den Danske Scenekunstskole i København.
Dengang som nu var skuespillet en kanal til at lade den energi, der altid har fyldt Frank Thiels krop, manifestere sig i noget andet. Noget mere.
”Essensen af at lave skuespil er at kunne påvirke publikum på den ene eller anden måde med den historie, man fortæller. Forløse mennesker. Flytte dem personligt,” siger Frank Thiel.
KENDT FRA TV, FILM OG TEATER
Det har han oplevet at kunne gøre flere gange i sin karriere, der tæller over 60 teaterforestillinger, tv-produktioner og film. Hans medvirken i tv-serier som Anna Pihl, Klovn, Sommerdahl og Anker har gjort Frank Thiel til et bredt kendt ansigt i Danmark, det samme har roller i film som Familien Gregersen, Kongekabale, Den Store Dag og En Soap, for hvilken han blev nomineret til en Robert i 2007.
Det er dog primært på teaterscenen, Frank Thiel selv mener, at han i høj grad har kunnet sætte sit aftryk. Hjem kære hjem på Teater Grob, som var baseret på research og interviews af hjemvendte soldater, sikrede Frank Thiel en Reumertpris i kategorien Årets mandlige birolle 2007, mens Betty Nansen Teatrets tre gange Reumertvindende Et drømmespil i 2008 var ”noget af det vildeste,” han nogensinde har arbejdet med.
VIL SÆTTE SIG SELV PÅ SPIL
I 2012 tog Frank Thiel en pause fra freelancetilværelsen, vendte hjem til de jyske rødder og blev en fast del af Mungo Park Koldings ensemble.
Efter otte år savnede han nye udfordringer, han havde brug for usikkerhed og ”at sætte mig selv på spil,” som han forklarer. Det gjorde han de følgende år med blandt andet Alle gode ting på Nørrebro Teater i 2021, en forestilling om selvmord, som både sikrede ham en Reumertnominering og fik en ung pige til at takke ham for at have reddet hendes liv. Året efter gjaldt det Det europæiske slagtehus på Odense Teater; en fem-timer lang forestilling, der tog sit publikum med gennem otte af Shakespeares kongedramaer.
I begyndelsen af 2024 blev freelanceskuespillet lagt på hylden for en stund til fordel for Frank Thiels egen coachvirksomhed i personlig kommunikation. Også her kan Frank Thiel nemlig bruge sin værktøjskasse som skuespiller til at hjælpe mennesker med at flytte sig nye steder hen mentalt.
RINGEN ER SLUTTET
Selv at stå på scenen er Frank Thiel bestemt ikke færdig med, men efter 25 år i faget vil han gerne arbejde på en måde, der passer bedre ind i tilværelsen som kæreste og far til fem børn. Håbet er, at han kan nøjes med at vælge de roller, der virkelig taler til ham.
Det gør blandt andet rollen som Michel i Blodbadets Gud, ligesom Frank Thiel i 2025 medvirker i Aarhus Teaters opsætning af The Sound of Music. For Frank Thiel føles det at debutere på Aarhus Teater med sit 25-års jubilæum, som at en ring er sluttet.
“Jeg husker, hvordan jeg som ung tilflytter til Aarhus stod på Aarhus Teaters trappe, kiggede op mod facaden og drømte mig ind. Simpelthen bad til, at jeg engang kunne spille på teatret. Nu sker det. Det føles helt vanvittigt.”