Lærerkurser

Få inspiration og konkrete værktøjer til at arbejde med en given forestilling. 

AT Læring afholder løbende lærerkurser, hvor du får introduktion til det nyeste undervisningsmaterialer, oplæg fra eksperter, forfattere og teaterpædagoger.
Efter kurset er du klædt godt på til at tage øvelser og tanker direkte med ind i klasselokalet. 

Lærerkursus Pagten

Torsdag d. 7. november 2024

Vil du ha’ ny inspiration og konkrete ideer til at arbejde med iscenesættelsen af DR’s julekalender Pagten? Så er dette lærerkursus noget for dig.

Årets familieforestilling er et magisk juleeventyr om venskab og om at stå sammen og bekæmpe den onde isheks med kærligheden som våben.

12-årige Malte går i skole i Grundtvigs fødeby Thyregod. Han har en livlig fantasi, som han søger tilflugt i, når eleverne i klassen mobber ham og holder ham udenfor fællesskabet. Men en dag opdager Malte, at han er udvalgt. Sammen med nisserne skal han besejre den modbydelige Iselin, som hersker over den magiske verden. Kun Pagten kan redde dem. Den pagt, der forbinder menneskenes og nissernes verden, og som engang blev lavet af præsten og salmedigteren Grundtvig og nissepigen Saia. For at finde Pagtens skjulested slår Malte sig sammen med den modige skovnisse Lyda.

Pagten er baseret på DR’s populære julekalender fra 2009 af samme navn, der er skrevet af prisbelønnede Maya Ilsøe. I Pagten spiller både Grundtvig og flere af hans sange, som ”Dejlig er den himmelblå”, en vigtig rolle. Aarhus Teater skabte denne anmelderroste teaterudgave af Pagten i 2019, hvor den spillede for fulde huse. Nu får I atter chancen for at opleve det forrygende juledrama i årets familieforestilling.

Line Paulsen, der sidste år stod bag Julefeber på Aarhus Teater, sætter i scene. Reumert-vindende David Gehrt har skabt scenografi og kostumer. Musikken er skabt af Aslak Hartberg, som også står bag den velkendte titelsang til DR-serien.

PRAKTISK INFO

tID
Torsdag d. 7. november 2024 kl. 14:00 -18:00
herefter spisning og teaterforestilling på Store Scene kl. 19.30.

målgruppe
Lærere i hele grundskolen
(forestillingen anbefales fra 7 år)

forplejning
Der vil være kaffe, te og vand undervejs samt en let ret og en øl, vand eller vin kl. 18.
Det vil være en god idé at spise frokost inden kurset.

forestilling
Deltagerne får en billet til forpremieren på Pagten
d. 7. november kl. 19:30

pris
500 kr. pr. deltager.
I prisen indgår *oplæg, forplejning og teaterforestilling

Online tilmelding
Formular til bestilling kommer snart 

*Mere info om oplægsholdere kommer snart

Lærerkursus Jeppe på bjerget

Onsdag d. 5. februar 2025

Vil du ha’ ny inspiration og konkrete ideer til at arbejde med iscenesættelsen af Holbergs ikoniske komedie Jeppe på bjerget? Så er dette lærerkursus noget for dig.

Efter kæmpesuccesen Erasmus Montanus går Christian Lollike nu direkte i kødet på Holbergs mest kendte komedie. Det oftest stillede spørgsmål til Ludvig Holbergs over 300 år gamle komedie lyder: Hvorfor drikker Jeppe? Og i Christian Lollikes uforfærdede udgave kan svaret lyde: Fordi han har et splintret sind. For Jeppe er ikke bare en uduelig bonde og doven slyngel, men en martret mand i krig med sig selv.

Jeppes højspændte kone, Nille, banker ham stadig, og baronen og hans lakajer drikker også stadig Jeppe til blackout og lader ham vågne op i baronens seng. Men den ynkværdige drukkenbolt udsættes ikke bare for en uskyldig narrestreg. Det er snarere af gedigen kedsomhed, at den stenrige baron gør Jeppe til stjerne for en dag i sit private overgrebslignende realityshow.

I rollen som Jeppe kan du opleve fænomenale Thure Lindhardt, kendt fra en lang række film og tv-serier i både ind- og udland, og vi er stolte af at kunne præsentere ham for første gang i en egenproduktion på Aarhus Teater. Jeppe får heftigt modspil af Nille og baronen, som spilles af henholdsvis Nanna Bøttcher og Jacob Madsen Kvols – i spidsen for et fornemt hold af Aarhus Teaters skuespillere og Aarhus Teaters Kor.

Christian Lollikes løsslupne og forfriskende take på Jeppe på bjerget gav genlyd, da den sidste år blev opført på Nationaltheatret i Oslo. På Aarhus Teater får denne opsætning en helt ny scenografi skabt af David Gehrt og Ida Grarup, der sammen blev belønnet med en Reumert for deres ikoniske og banebrydende scenografi i Lollikes udgave af Erasmus Montanus.

PRAKTISK INFO

TID
Onsdag d. 5. februar 2025 kl. 14:00 -18:00
herefter spisning og teaterforestilling på Store Scene kl. 19.30.

MÅLGRUPPE
Lærere og undervisere i udskolingen og på ungdomsuddannelserne

FORPLEJNING
Der vil være kaffe, te og vand undervejs samt en let ret og en øl, vand eller vin kl. 18.
Det vil være en god idé at spise frokost inden kurset.

forestilling
Deltagerne får en billet til forpremieren på Jeppe på bjerget
d. 5. februar 2025 kl. 19:30

pris
500 kr. pr. deltager.
I prisen indgår *oplæg, forplejning og teaterforestilling

Online tilmelding
Formular til bestilling kommer snart 

*Mere info om oplægsholdere kommer snart

Modtag skole-relevante nyheder fra AT Læring

Aarhus Teater Lærings nyhedsbrev holder dig informeret om nye værksteder, undervisningsmaterialer og relevante skoleforestillinger.

Du kan til enhver tid framelde dig tjenesten igen via linket nederst i nyhedsbrevene.