Aarhus Teaters miljø- og bæredygtighedsprofil

På Aarhus Teater bestræber vi os på at have et dagligt fokus på bæredygtighed, også selvom teaterproduktion i en gammel fredet bygning midt i en storby på mange måder giver forudsigelige og ikke mindst uforudsigelige udfordringer.

Alle små og større tiltag gør en forskel i den store miljøsags tjeneste, og vi vil gerne gøre vores til, at også fremtidige generationer kan få glæde og gavn af et rigt kulturliv i vores smukke bygning i en sund og bæredygtig verden.

Bæredygtig scenekunst

Aarhus Teater faciliterer møder og er aktiv i en række organisationer, der arbejder med bæredygtighed

Afholdte arrangementer:

22/2-22 Bæredygtig Scenekunst NU lancering

1/3-22 Infomøde med GreenLight Aarhus Teater

17/5-22 Bærbart med VisitAarhus

30/9-21 Bæredygtighedskonference med Aarhus Event

rethink scenekunst.nu

"Vi har arbejdet målrettet med denne grønne omstilling i fem år og nu tager vi de næste og svære skridt, når det gælder bæredygtige indkøb, monitorering af vores CO2-udslip og – som et af vores store mål i samarbejde med en række andre teatre – at skabe et fælles materialelager, så vi genbruger meget mere scenografi."

- Direktør Allan Aagaard, Aarhus Teater

Teaterdrift

I vores daglige arbejde med teaterproduktioner fokuserer vi som arbejdsplads vi på en række forskellige områder:

Historisk set har der været et stort ressourcespild forbundet med teaterproduktioner, men genbrugstankegangen har for alvor vundet indpas hos os.

Vi vælger i højere grad end tidligere at genopsætte populære forestillinger, eller samproducere med andre teatre, så de store produktionsomkostninger og materialespildet reduceres, samtidig med at forestillingerne vises flere steder i landet eller Skandinavien, og dermed når et større publikum.

Vi genanvender, sælger eller videregiver så vidt muligt dele af vores scenografier. Kostumer, parykker, rekvisitter mv. bliver fortsat i stor stil gemt, genanvendt eller omforandret flere gange.

Vi ser et stort uudnyttet miljømæssigt og økonomisk potentiale ved genanvendelse af produktionsmateriale, som udgør en væsentlig del af omkostningerne på en teaterproduktion. Derfor vil vi fremover øge vores fokus på en mere bæredygtig teaterproduktion.

Vi har på teatret 15 sorteringsmuligheder for affald. Det affald, som ikke kan afhentes af en ekstern udbyder, afleverer teatrets egen logistikafdeling på genbrugsstationerne

Vi er i gang med at implementere en bæredygtig indkøbspolitik, hvor vi i videst muligt omfang vil indkøbe certificerede materialer til vores teaterproduktioner – og dagligdag.

Vi vil også omtænke tidligere rutiner indenfor f.eks. sceneopbygning, så vi i fremtiden bliver bedre til at producere mere miljøvenligt på en effektiv måde. 

De kreative teams på vores produktioner har meget individuelle ønsker og behov indenfor lyd, lys og sceneteknik. Derfor lejer vi frem for at købe meget udstyr fra gang til gang. Købt udstyr, som ikke længere skal benyttes, sælges videre.

Alle vores bygninger modtager grøn og klimaneutral strøm fra vores udbyder.

Vi har et mål om, at 90 % af alle vores mange lyskilder som minimum skal være udskiftet i 2024. Processen er i fuld gang og pr januar 2021 havde vi allerede udskiftet omkring 70 %.

Med vores placering tæt på letbane, bus og tog er det nemt for vores medarbejdere at vælge offentlig transport til/fra teaterbygningen og vores produktionshaller i Risskov. De gode offentlige transportmulighederne gør det naturligvis også nemmere for vores gæster at besøge teatret.

Herudover vil vi i fremtiden i højere grad gøre brug af de digitale mødeplatforme og dermed reducere vores rejseaktiviteter.

Teatrets bygningsforvaltning håndterer det daglige vedligehold på vores bygninger, så store ressourcekrævende renoveringsprojekter minimeres. Energivenlige løsninger prioriteres så vidt muligt indenfor de givne fredningsregler, når der istandsættes.

Derudover har vi varmeregulering af vores teatersale, som først starter få timer før gæsterne ankommer, så vi ikke varmer unødigt meget op.

Vi forsøger at begrænse vores print-marketingsmateriale, så en stigende del vises digitalt på f.eks. hjemmeside, digitale annoncer eller på sociale medier. Ved printopgaver benyttes primært svanemærkede trykkerier. Teaterbilletter kan vises både via telefon eller i fysisk printformat.

Internt har vi arbejdet med en bevidsthedsændring blandt medarbejderne i forhold til altid at vurdere, hvornår det er nødvendigt at printe og hvornår, det kan klares digitalt. Det er fx tilfældet i forbindelse med manuskripter, der nu kun printes til de medarbejdere, der har et ”aktivt” behov. Ligeledes opdaterer vi løbende manuskripter digitalt, og printer kun den nye del frem for at genudprinte hele manuskriptet.

Cafe Hack, som er beliggende i teatrets lokaler, står foruden driften af restauranten også for teatrets kantinedrift, pausebarer, mødeserveringer mv. 

Læs mere om deres fokus på bæredygtighed i særskilt afsnit.

Simreret på Cafe Hack

Cafe Hack – Al servering fra kantinedrift til pausebarer og restaurant

Restauranten Cafe Hack er beliggende i teatrets lokaler, og den bæredygtige drift ligger i naturlig tråd med teatrets overordnede fokus.  Med den brede spændvidde af serveringer fra restaurant- til kantinedriften er der god mulighed for at udnytte alle råvarer, mindske madspild og optimere råvareleverancerne. 

Cafe Hack og Aarhus Teater deler affaldssortering, hvor der er rig mulighed for genanvendelse. Indkøbt engangsemballage er så vidt muligt produceret af genanvendelige materialer, og sorteres og håndteres efterfølgende herefter.

Skal du holde møde, konference eller fest mv. hos os, hjælper vi gerne med at indtænke og tilvælge de grønnere alternativer.

Vi vil bl.a. opfordre vores gæster til så vidt muligt at:

  • Benytte elektroniske medier til præsentationer, deltagerlister, dagsplaner mv.

  • Vælge bæredygtigt print, når behovet er der. Vi sørger for, at de prints der måtte være i overskud affaldssorteres og genanvendes korrekt.

  • Overveje om udenlandske eller øvrige oplægsholdere i stedet kan være med på en streaming-forbindelse, og dermed spare transporten. Vores lokaler kan alle indrettes med det nødvendige AV-udstyr.

  • Benytte de forskellige former for offentlig transport, som er tilgængelige lige i nærheden.

  • Tilvælge årstidsbestemte og lokale råvarer ved sammensætningen af dagens forplejning med vejledning fra Cafe Hack-personalet.

 

Kunstpostkort fra aarhus teater
Kunstpostkort skabt af tidligere års kataloger

Kunstpostkort af gamle kataloger

Designet af Aarhus Teaters sæsonkataloger er vores fysiske reminder om det teatret kan, vil og gør: visuelt, spændende, innovativt og udfordrende.

Katalogerne bliver kun trykt i begrænset oplag for at undgå unødvendigt belastning af miljøet og til kataloget i sæson 20/21 brugte vi sågar også det mere miljøvenlige bomuldspapir. Desværre fik vores sæsonkatalog ikke det publikum det fortjente, grundet de mange corona-nedlukninger, men vi fik alligevel mulighed for nyt liv til det lækre papir.

Firmaet Papirværk har omskabt det hvide sæsonkatalog til flotte kunstkort udelukkende ved hjælp af overraskende få liter vand og solidt håndværk. Hvert kort har indlejret elementer fra katalogerne og er unikt og håndlavet. 

Kunstkortene kan købes i Aarhus Teaters billetservice og i forbindelse med forestillinger

Tak til Upcycling Forum for at formidle kontakten mellem teatret og Papirværk

"Af sæsonmagasinerne har vi skabt unikke og håndlavede kort, produceret 1:1 af sæsonmagasinerne og uden brug af cellulose (træfiber), lim eller kemikalier. Vi ønsker med samarbejdet at inspirere byens borgere og teatrets gæster og sætte fokus på værdien af at puste nyt liv i kasserede ressourcer"

- Papirværk